MINDEORD

Advokat Christian de Jonquières, formand for Den Danske Pattaya-Fond af 2003 skriver mindeord om Lensgrevinde, kammerdame Irene Wedell:

”Det var meget sorgfuldt for os i bestyrelsen for Den Danske Pattaya-Fond af 2003 at erfare, at Lensgrevinde, kammerdame Irene Wedell, der var medstifter af Den Danske Pattaya-Fond af 2003 og dens formand fra år 2003 og frem til år 2009 afgik ved døden den 9. juli 2010.

[View with PicLens]

Fondens formål er at støtte The Father Ray Foundation i Thailand samt børnehjemmet The Pattaya Orphanage.

I sit virke som formand ydede Irene Wedell en helt uvurderlig indsats for henholdsvis børnehjemmet og The Father Ray Foundation.

Blandt andet arbejdede hun i en periode som frivillig på børnehjemmet, hvilket skabte betydelig respekt i Thailand.

Hertil kom, at hun for nogle år siden åbnede sit hjem på Frijsenborg til støtte for børnehjemmet.

Da der i år 2003 opstod en vis mediestorm omkring afdøde Father Brennan udviste Irene Wedell mod og bakkede op om Father Brennans meget flotte humanitære projekter, som gennem årene har hjulpet tusinde fattige og forældreløse børn og unge i Thailand. Det skabte virkelig respekt.

Med bemærkningen, at jeg gennem mine forældre har kendt Irene Wedell og hendes afdøde mand siden jeg var barn, blev jeg meget glad, da Irene Wedell i år 2007, efter at vi i nogle år havde siddet sammen i Osteoporoseforeningens Præsidium opfordrede mig til at gå ind i Pattaya Fondens bestyrelse, ligesom hun til den øvrige bestyrelse i år 2009 indstillede, at jeg overtog hendes position som formand for fonden, idet hun, som hun udtrykte det, ”ønskede at skrue lidt ned for blusset”.

Af eget ønske udtrådte hun af bestyrelsen i indeværende år, men vi var i bestyrelsen meget glade for, at hun tog i mod vores opfordring om at lade sig vælge til en nyoprettet stilling som kommitteret for fonden. En position hun desværre kun nåede at bestride i et par måneder.

Vi i bestyrelsen vil savne Irene Wedell, der med sit intellekt, sin personlige integritet og sin menneskelige retlinethed skabte respekt ikke alene om sig selv, men også om fonden, der i dag fremstår som en levedygtig fond baseret på Irene Wedells fornemme værdigrundlag.

Vi vil savne denne fejende flotte personlighed.

Vores tanker går til hendes børn, børnebørn og svigerbørn”.

Father Ray Foundation holdte en mindehøjtidelighed for Irene Wedell fredag den 16. juli. Her takkede man for Irene Wedells mangeårige indsats, der har været med at hjælpe Pattayas mange børn og unge.

Irene Wedell mindes i Pattaya. Klik her.

I efteråret 2009 modtog Den Danske Pattaya Fond en bøn fra Father Ray Foundation - der var en desperat mangel på midler til et nyt hjem, The Half-way House. I december 2009 sikrede en dansk bidragyder, at The Half-way House kunne blive en realitet, hvilket betyder en ny form for tilværelse for Father Ray Foundations mange ældre børn.

The Half-way House er et projekt, der skal sikre overgangen mellem Father Ray Foundation og et selvstændigt liv. Mange af de ældre børn på stedet har behov for at prøve kræfter af med en selvstændig tilværelse, hvor de ikke bor sammen med pædagoger og socialarbejdere. De skal ud og stå på egne ben, men penge til husleje og mad kommer ikke fra dag et til dag to – derfor The Half-way House.

Huset er et værested, hvor op til otte unge mennesker kan bo ad gangen. De unge ønsker at flytte hjemmefra Father Ray Foundation, men stadig mangler en lejlighed. Derfor kan de bo midlertidigt i The Half-way House, mens de sparer sammen til egen bolig, eller mens de læser på college. Kravet for at bo i huset er dog, at man lever op til de huslige pligter, ligesom hvis man boede til leje hos andre.

[View with PicLens]

Det er danske Lars Thomassens Familiefond, der har givet et generøst bidrag på 135.000 kroner, hvilket dækker samtlige omkostninger i forbindelse med The Half-way House - opførelse af huset såvel som indretningen. Under sit besøg i Thailand plantede Johnny Reimar i januar et træ ved husets grund, hvilket er et symbol på den spirende ungdom, der skal vokse sig stor og stærk.

Efter planen vil The Half-way House stå klar til i løbet af sensommeren i år.

Det er ikke ofte, at de forældreløse børn fra Børnehjemmet i Pattaya kommer ud at rejse – især ikke til udlandet. I juni måned drog Børnehjemmets fodboldhold til Tyskland for at spille en venskabskamp. For børnene handlede det ikke kun om sport. Det handlede også om et minde, som de færreste børnehjemsbørn nogensinde får.

[View with PicLens]

Vi vil alle gerne give vores børn gode minder, som de kan tage med sig videre i livet. Forældre giver deres børn gaver og rejser til udlandet, fordi man er bevidst om, at det giver børnene en positiv opvækst, der hjælper dem med at finde en plads i verden.

For børnene på Børnehjemmet i Pattaya er der ikke mange penge til gaver og rejser – især ikke i en tid med finanskrise. Det var derfor lidt af en oplevelse for Pattaya Orphanage Youth Football Team at blive inviteret til Frechen, Tyskland, for at deltage i International Youth Tournament.

12 unge fodboldspillere tog til Tyskland sammen med deres trænere for at deltage i turneringen. Det var første gang, at børnene nogensinde havde fløjet med fly endsige rejst udenfor Thailand, hvilket gav anledning til spænding og en smule nervøsitet. Ikke desto mindre kom holdet hjem med en flot andenplads, en masse nyt fodboldudstyr og en sportstaske fuld af gode minder. Under deres syv dage lange ophold i Frechen, fik børnene rig lejlighed til at besøge blandt andet fodboldstadionet og domkirken i Køln, mens det også blev til et besøg i det lokale tivoli.

Takket være tyske sponsorer fik børnene mulighed for at deltage i deres første internationale fodboldturnering, mens de kom hjem med viljen og udstyret til at blive endnu bedre til fodbold.

[View with PicLens]

Vi siger aldrig nej til elever, som søger optagelse på Blindeskolen, og selvom forældrene kan være bekymrede over at overlade deres børn i vores varetægt, er fordelene ved en uddannelse også meget tydelig for dem, ligesom det er vigtigt at børnene lærer at begå sig i livet og opbygge relationer med andre blinde børn. I starten kan det være en stor omvæltning for børnene, for første gang at undvære familien og de tidligere kendte trygge rammer, men oftest er det kun et spørgsmål om dage, før de har fundet nye venner og deltager i det fælles, sjove liv på skolen.

[View with PicLens]

Ikke desto mindre kan det være meget skræmmende for en handicappet fra andre dele af Thailand at komme til Pattaya for at studere. Pattaya er en stor, travl by og ikke mindst for unge handicappede, som kommer fra landet , kan dette virke meget skræmmende og overvældende , hvorfor mange vælger at blive i familiens trygge rammer, hvilket dog også betyder, at de aldrig bliver i stand til at klare sig selv.

Derfor besluttede vi, at bygge endnu en skole for handicappede i den nordlige Nong Khai provins, som ligger tæt på Mekong floden. Således er vi nu istand til at hjælpe unge handicappede, som ikke ønsker at rejse alt for langt væk fra deres hjem.

Skolen åbnede i starten af november med bare 19 elever. 16 unge mænd og tre kvinder, som vi giver en god grunduddannelse. Enkelte af eleverne har gennemført nogle få år af grundskolen, men de fleste har aldrig modtaget nogen egentlig form for undervisning, hvilket de nu føler, at de både ønsker og har behov for.

I øjeblikket har skolen til huse i lejede lokaler, men vi påbegynder snart byggeriet af et helt nyt skolekompleks, som vil gore os i stand til at modtage elever, ikke blot fra det nordlige Thailand, men også fra Laos, hvor uddannelsesmulighederne for handicappede er endnu ringere end hér.

Foreløbig er fire af vores lærere fra Pattaya flyttet op til Nong Khai, hvor de arbejder hårdt for at sikre eleverne en god, inspirerende og tryg hverdag og snart vil vi også etablere et område til sports- og fritidsaktiviteter.

For nogle vil det være en overraskelse, at vi rent faktisk har meget kolde vintre i Nordthailand, og med kuldens snarlige komme, har skolen akut behov for hjælp. Vi mangler især tæpper, tøj, håndklæder og toiletsager, men også sportsudstyr og spil vil blive meget værdsat.

I januar rejste Pernille Helledie Isaksen til Pattaya for at arbejde på et børnehjem. Hun knoklede seks dage om ugen uden at få en krone, men hun fik så meget andet - en oplevelse for livet!

“Hvis de spørger, om du vil passe Bonchoo, så sig nej. Hun er en stor opgave”. Lød et velmenende råd fra Pernilles veninde, der netop var kommet hjem efter at have arbejdet på Father Brennans børnehjem i Pattaya. Venindens varme anbefalinger af stedet, var den direkte årsag til, at Pernille Helledie Isaksen (21) i januar pakkede rygsækken.

Og Bonchoo - en 25-årig blind, autistisk og hjerneskadet kvinde blev faktisk Pernilles yndlingsprojekt. I dag er Pernille Isaksen tilbage i Danmark. Tusinde erfaringer rigere og med et favntag, der er blevet betydeligt bredere i løbet af de seks måneder, hvor hun arbejdede på børnehjemmet i Thailand.

For tiden leder Pernille efter en dansk “Bonchoo”, der mangler en hjælper. Efter opholdet i Pattaya er hun nemlig blevet i tvivl. Hun har altid villet være journalist - men nu brænder hendes hjerte også for at arbejde med handicappede børn og unge. Det halve års frivillige arbejde var i den grad en øjenåbner, der satte Pernilles eget liv i perspektiv.

En chance til de svageste

I 1970 lagde en fortvivlet thailandsk mor sit nyfødte barn på trappetrinnet hos den amerikansk-katolske præst Father Brennan. Denne handling - dette barn - blev starten på det livsprojekt, som den amerikanske præst blev så berømt for. I dag dækker Father Brennans børnehjem ikke blot over én men flere velfungerende skoler, hjem og værksteder. En platform for ikke alene hittebørn, men også for blinde, døve og børn med andre handicaps. I Thailand rammes især handicappede hårdt af skæbnen. De fleste thailændere er buddhister, og ifølge denne livsfilosofi er et medfødt handicap en straf for handlinger i forrige liv. De handicappede er samfundets absolut laveste klasse og ofte en skamplet for hele familien. Disse stakkels sjæle tog father Brennan sig også af. Når de havde lært at læse, regne og skrive, havde de mulighed for at få arbejde og dermed et eksistensgrundlag.

Det seneste skud på Brennans utrættelige kamp, før han den 16. august 2003 døde - 70 år gammel - var i øvrigt et hjem for de mange gadebørn, der allerede fra en tidlig alder kæmper en barsk kamp for at overleve på gaderne i Bangkoks mylder af prostituerede, alfonser, junkier og narkohandlere. Et liv, hvor de spinkle børnekroppe har en seksuel pris og selvopholdelsesdriften sniffes fra en pose billig lim.

Et besøg hos de 750 børn på Father Brennans børnehjem i Pattaya er et besøg i en verden af koncentreret undervisning, computerbrug på mange niveauer, blindeskrift, tegnsprog, dans og musik, motorlære og tekniske uddannelser af høj klasse. Her får drenge og piger en ekstra chance til livet.

Stor udfordring

Father Brennans skoler drives udelukkende af penge fra private sponsorer, hvoraf England er den største og Danmark næststørste sponsor. Langt de fleste arbejdende på børnehjemmet er thailandske studerende, lærere, pædagoger, og nonner. De arbejder for lidt eller blot symbolsk betaling. Derudover har børnehjemmet en fast stab af 11 unge frivillige fra hele Verden. De får kost og logi, men arbejder ellers imellem tre-seks måneder gratis på børnehjemmene. Således også Pernille Helledie Isaksen fra Brønderslev.

- Det var et utroligt hjertevarmt, velfungerende og velorganiseret sted. Jeg kan godt forstå, at min veninde fortalte med store begejstrede fagter, da hun kom hjem, for det samme gør jeg. At rejse ud i verden. At få lov til at blive “adopteret” i en kultur og et samfund, der er så meget anderledes end vores - og tilmed gøre et stykke reelt arbejde - det er en berigelse, og en erfaring, som jeg vil kunne bruge resten af mit liv, fortæller Pernille hjerteligt.

Hun arbejdede seks dage om ugen. Dagen startede typisk med en times tid på børnehjemmets spædbørnsafdeling, hvor godt 30-40 herlige unger i alderen 0 til tre år har behov for omsorg, kærlighed og leg. En fast stab passer disse børn, men de frivillige er uundværlige legetanter og - onkler!

- Vi har et vagtskema som varierer fra uge til uge, men hver dag starter og slutter stort set altid med et besøg hos de små i babyrummet. Ellers hjælper vi til på alle skoler, hvor vi går til hånde, leger og hjælper. Desuden fik jeg til opgave at undervise i engelsk på handicapskolen, fortæller Pernille, der nok vil fremhæve arbejdet med Bonchoo som det mest grænseoverskridende, men samtidig også mest berigende.

- Bonchoo krævede 24 timers pasning. Vi var to frivillige, der fast skulle komme og besøge hende. 25 år, autist, blind og hjerneskadet - det var selvsagt en stor opgave. I begyndelsen var jeg lidt bange for hende. Hun havde intet sprog - sagde kun lyde. Fysisk var hun ikke større end et barn på 10 år, og mentalt var hun vel på niveau med en etårig, fortæller Pernille, der før hun rejste til Thailand aldrig havde skiftet en ble og aldrig havde arbejdet med handicappede.

Blev klogere på livet

- Jeg blev glædelig overrasket over at finde ud af, at mit omsorgsgén var så stort. Jeg tabte mit hjerte til stedet - men især til Bonchoo. At få kontakt med hende. At få hende til at le og lære, det var virkelig vildt. I arbejdet med hende kunne jeg virkelig fornemme, at jeg gjorde en forskel, og det er en dejlig fornemmelse. En fornemmelse der overhovedet ikke er målbar i penge, understreger Pernille Isaksen.

- Det er vigtigt, at kunne gøre noget for andre uden ydelsen skal gøres op i kroner og ører. Jeg betragter ikke min tid i Thailand som arbejde. Vi knoklede, havde meget ansvar og stor kompetence, men det var en oplevelse mere end et arbejde. Det er en gave at få lov til at indgå i en hverdag og hos en “familie”, hvor livsvilkårene er så meget anderledes. Jeg har fået rykket mange personlige grænser, er blevet klogere på livet og modtaget så mange hjertelige knus.

Jeg har alle dage drømt om at blive journalist, og det er også det, jeg stadig vil, men en kort overgang overvejede jeg på grund af min positive oplevelse at uddanne mig indenfor handicapsektoren, fortæller Pernille der indrømmer, at lige så hårdt det var at vinke farvel til forældre og kæreste dengang hun rejste ud til børnehjemmet - lige så hårdt var det at forlade stedet børnene, Bonchoo, medarbejderne og de andre frivillige.

De lokkede ham i en fælde!

Father Brennan - var det ikke ham den pædofile præst?! En dansk tv-kanal og et par landsdækkende aviser sørgede for at udpensle sensationshistorien om Father Brennan, der for penge skulle have “udlånt” børn fra børnehjemmet til pædofile. En grov påstand, der er blevet undersøgt til bunds og afvist - blot ikke i de danske medier!

Den anklagende omtale fik mange danske sponsorer til at trække sig, hvilket er meget beklageligt, for med Danmark som børnehjemmenes næststørste sponsor (ca. 10 %) er dette et betragteligt tab. I dag står lensgrevinde Irene Wedell af Frijsenborg i spidsen for Den Danske Pattaya Fond af 2003, som fortsat samler ind for at hjælpe børnene på Father Brennans børnehjem.

Sagen kort fortalt:

En engelsk journalist udgav sig ud for at være syg af kræft og døende. Han ville donere18 millioner til børnehjemmet. Han skrev til Father Brennan, at han var homoseksuel og pædofil. Han ønskede at “angre” sin livsstil blandt andet ved at give penge til børnehjemmet. Når han kom til Thailand for at aflevere beløbet, ville han gerne invitere et par børn på en udflugt. Det gav Father Brennan ham lov til. Naturligvis kun, hvis der var tale om en flok børn, i følgeskab med voksne pædagoger fra børnehjemmet, på en højlys dag og til et offentligt sted. Men han kom aldrig, og sidstnævnte betingelser kom ikke med, da “den døende” - altså journalisten - i sladderbladet “The People” skrev, at Father Brennan for store pengegaver lånte børnehjemmets børn ud til pædofile.

Omgående blev sagen undersøgt. Og påstanden afvist. De eneste der i hele verden blev ved med at holde liv i skandalehistorien var de danske medier…

Unge med fysiske handicap har meget at byde på, men alt for ofte skal de thailandske arbejdsgivere motiveres og overtales til at give dem en chance. Derfor blev Arbejdsformidlingen oprettet i december 1999, så de unge handicappede mennesker kunne få arbejde.

Det er hovedsageligt dimittender fra Handicapskolen, som får arbejde gennem Arbejdsformidlingen. Disse unge mennesker har bevist deres værd gennem endt uddannelse og udvikling af deres fysik såvel som personlighed. Derfor er der forholdsvist let for Arbejdsformidlingen at skaffe disse unge et arbejde, da de arbejder hårdere og længere end ansatte uden handicaps.

Succesen af dette projekt er ikke til at tage fejl af. I juli 2003 havde Arbejdsformidlingen hjulpet 916 handikappede med at finde arbejde, og man havde, endvidere, vejledt 737 med deres karrierevalg. Mere end 80 mennesker har startet deres eget firma, efter de havde talt med Arbejdsformidlingen.

Arbejdsformidlingen er ikke kun med til at få de unge i arbejde, men den er med til at ændre hele samfundsholdningen til handicappede, som ofte betragtes som dovne andenrangsborgere, der bringer uheld over samfundet. Takket være Arbejdsformidlingens projekter, er thailandske virksomheder begyndt at se de handicappede som en uundværlig ressource - frem for en belastning.

Father Raymond Brennan er manden, der startede det hele. Uden Fr. Brennan ville Børnehjemmet i Pattaya og Father Ray Foundation ikke eksistere i dag.

Han var en katolsk præst på en mission, men missionen gik ikke helt som forventet. Som Fr. Brennan altid sagde; ‘Gud havde andre planer for mig.’

Fr. Brennan, eller Fr. Ray blandt venner, blev født ind i en rettroende irsk katolsk familie i Depressionens år. Han voksede op i et af Chicagos hårde miljøer i delstaten Illinios. Da han besluttede at vie sit liv til Gud, valgte han at melde sig som missionær for Redemptoristerne - en gren af den katolske orden.

Hans første mission var i Thailand, hvor han regnede med at være i godt to år. Dog ville det vise sig, at han skulle tilbringe ti år i det nordlige Thailand, mens Vietnam krigen var på sit højeste. Her prædikede Fr. Ray i adskillige sogne og for de amerikanske tropper, som var udstationeret ved grænsen til Laos og Vietnam.

Sendt til Pattaya som en ‘midlertidig’ sognepræst, blev Fr. Ray hurtigt involveret i flygtningehjælp, mens han også varetog sine pligter i sognet. Det skete dog en dag, at den unge præst opdagede et efterladt spædbarn på sin dørtærskel - et barn, Fr. Ray ikke kunne afvise. Der skulle ikke gå lang tid, før det rygtes i Pattaya, at der var en præst, som tog sig af uønskede babyer. Dem var der nok af, fordi de amerikanske kamptropper ofte besøgte Pattayas smukke sandstrande, når de havde orlov fra Vietnamkrigen. Og besøgene udviklede sig ofte til bekendtskaber med de lokale piger i det, der dengang var en fiskerlandsby.

Fr. Brennan var jo katolsk præst, så han gjorde, hvad han kunne for at forsørge disse efterladte børn - og et børnehjem var skabt.

Som tiden gik ekspanderede Børnehjemmet i Pattaya med skoler for døve, blinde og unge handikappede - efterfølgende kom gadebørns projektet i 1990′erne. Ydermere findes der i dag en arbejdsformidling, som med stor succes finder arbejde til unge handicappede.

Alle individer behandles med respekt, hvilket er kendetegnet for alle Fr. Brennans projekter - ‘de er alle Guds børn’ sagde han. Selv om han var katolsk præst og missionær, forsøgte Fr. Ray ikke at omvende børnene, som han forsørgede, dog foretrak han selv at følge en kristen levevej.

Han var en meget stærk tilhænger af, at hvert barn skulle gå i skole, og hvert barn skulle modtage den bedste form for uddannelse, som muligt, så de var i stand til at klare sig selv, når de blev voksne. Dette er det fællestræk, der holder alle projekterne sammen - uddannelse med henblik på fremtiden.

I begyndelsen af Børnehjemmets historie var den primære indtægtskilde Fr. Brennans søster og hendes familie i USA. De løbende indtægter voksede fra et lille vandløb til en å, og derfra, med støtte fra udlandet, blev de løbende indtægter faste og hyppige, hvilket gjorde, at Fr. Ray, og hans voksende team af medarbejdere, kunne planlægge fremtiden med dertilhørende budgetter.

At være præst var Fr. Brennans liv, og han plejede at sige ‘mit arbejde er min bøn’. Det var lørdag den 16. august 2003, at Fr. Ray døde i en alder af 70 år - han savnes stadig af venner og kollegaer. Hans arbejde fortsætter under The Father Ray Foundation og Børnehjemmet i Pattaya, hvis arbejde med børn og handicappede har rørt folks hjerter verden over, og det har sat standarder for omsorg, hvilket anerkendes over hele Thailand, Sydøstasien og Europa.

Til trods for at have grundlagt en internationalt anerkendt hjælpeorganisation, hvor tusindvis af børn, unge og statsløse ældre havde fået hjælp til en bedre tilværelse, forblev Fr. Ray en meget beskeden mand. Spurgte man Fr. Ray, om han var stolt af sit livsværk, var han hurtig til at fremhæve alle sine medarbejdere, som han mente var nøglen til det succesfulde hjælpearbejde.

Fr. Brennan plejede at sige, at børnene på hans børnehjem ikke var uden familie; de havde flere hundrede brødre og søstre, som passede på hinanden.

Drop-In centeret for gadebørn åbnede den 12. februar 2004. Dette er stedet, hvor gadebørn kan komme og få et måltid mad, et bad og en seng for natten - uden at skulle tænke på en modydelse!

Drop-In centerets sigte er at sørge for omgående hjælp og støtte til gadebørn, som måtte have behovet. Desuden er det gadebørnenes dør til en mere permanent forandring i deres nuværende tilværelse. Børn, som bruger Drop-In centeret har desuden adgang til bøger, computere og TV. De finder også vejledning, medicinsk- og psykologhjælp. Ydermere har de et sikkert og anstændigt sted at overnatte.

Når børnene i Drop-In centeret er parate til et stilfærdigt og stabilt liv, bliver de flyttet til Hjemmet for gadebørn, hvor de får muligheden for at komme i kontakt med deres familier eller få et mere normalt og tryggere liv, hvilket er det vigtigste af alt.

Drop-In centeret ligger tæt på centrum af Pattaya, hvor de mest udsatte børn færdes. Børn, som har brug for den hjælp Drop-In centerets personale kan tilbyde dem. Med dette center har personalet langt nemmere ved deres arbejde, fordi der er et centralt center, hvor det er nemt at komme i kontakt med børnene. Hjemmet for gadebørn ligger dog et stykke uden for byen, så børnene mister kontakten med deres tidligere arbejdsgivere og alfonserne. Dette gør, at børnene har nemmere ved at holde sig fra gaderne. Med begge centre kan Father Ray Foundation gøre en bedre indsats for de børn, de forsøger at hjælpe.

Der er fuldtids socialrådgivere, som bor på centeret, og kokke. Disse medarbejdere får assistance af lederen af Gadebørns Projektet, andre socialrådgivere samt en psykolog fra Hjemmet for Gadebørn.

Det er ikke muligt at give et eksakt tal på, hvor mange børn, som bor på gaden i Pattaya, fordi disse indebærer børn, som er prostituerede, gadesælgere og børnearbejdere i fabrikker. Alle disse aktiviteter er ulovlige, hvilket gør, at statistikkerne ofte er falske eller forkerte. Det estimeres dog, at der bor mellem 1.500 og 2.000 børn på gaden og i Pattayas 17 slumkvarterer.

Hvad Father Ray Foundation koncentrerer sig om er, hvor mange børn man kan hjælpe. Man håber på at kunne hjælpe godt 100 børn hver eneste måned.

Handicapskolen

I Thailand bliver unge handicappede mennesker ofte afskrevet af deres familie og samfundet, fordi de bliver set som ubetydelige i en socioøkonomisk sammenhæng - de har ikke noget at bidrage med.

Dette syn på handicappede skyldes den thailandske fortolkning af buddhismen, der opfatter handicaps som straf for dårlig karma i et tidligere liv. Dermed bliver handicappede stemplet som andenrangsborgere, som ofte bliver gemt væk i familiens hus eller sat til at udføre kummerligt arbejde.

The Redemptorist Vocational School for the Disabled, eller Handicapskolen, blev grundlagt i 1984, og lige siden grundlæggelsen har skolen bevist, at unge handicappede sagtens kan være et aktiv for familie og samfund – endda mere til.

100% jobgaranti:

Handicapskolen har til hver en tid omkring 300 studerende, som studerer computerprogrammering, grafisk design, elektronik og erhvervsøkonomi - samtidig med de lærer engelsk. Alle, der har dimitteret fra Handicapskolen får fast arbejde, når de er færdige med deres uddannelse - mange arbejder i prestigefyldte thai og multinationale virksomheder, men der er også nogle, som har startet eget firma. Med udsigten til et permanent professionelt job, noget ingen af dem havde troet var muligt, knokler de studerende hårdt – de har noget at skulle bevise overfor dem selv og omverdenen. Kvaliteten af uddannelsen og jobgarantien er to af grundene til, at FN anser Handicapskolen for at være blandt de bedste i Asien.

Skolen, der ændrede et samfundssyn:

Fordi de handicappede, med uddannelsesdiplomet i hånden, har fået et fornyet syn på deres tilværelse, er de eftertragtet arbejdskraft. Handicapskolen har en lang historie af dygtige og flittige dimittender, som erhvervslivet er glade for, hvilket gennem de sidste årtier har rygtes overalt i erhvervslivet. Det thailandske erhvervsliv oplever unge mennesker, der arbejder hårdere og mere effektivt end ’normale’ medarbejdere. Samtidig høster Handicapskolens lærer og elever stor hæder og ære gennem forskellige sportsbegivenheder hjemme og i udlandet. Dette er med til at gøre, at det thailandske folk er begyndt at se på handicappede med mildere øjne. Gennem deres eksempler ændrer handicappede samfundets syn på dem.

Tid til at lege:

Mens det akademiske arbejde har højeste prioritet, skal der også være tid til leg - de studerende samt personalet er også mestre på dette område. Ved de Olympiske lege i Sydney i 2000 satte en af lærerne fra Handicapskolen en ny verdensrekord i 200 meter kørestols løb - det blev i til to guldmedaljer og en sølvmedalje i alt ved Legene. Ved OL i Athen 2004 bragte Suppachai Koysub, der også er lærer på skolen, tre guldmedaljer tilbage til sit hjemland. Og ved Legene i Beijing 2008 kom Suppachai hjem med to sølvmedaljer og én bronze. På grund af sine mange flotte resultater i kørestolsrace er Suppachai Koysub blevet en nationalhelt. Det er blandt andet på grund af forbilleder som denne lærer, at Thailand er begyndt at ændre syn på handicappede.

Efterspørgslen er stigende:

På grund af den gode uddannelse og efterfølgende jobmuligheder, oplever Handicapskolen en stigende efterspørgsel på uddannelsespladser. Siden 2004 har Father Ray Foundation udvidet antallet af pladser for at imødekomme efterspørgslen – og der er planer om at hjælpe endnu flere handicappede. Af denne grund er Handicapskolen stærkt afhængig af støtte fra sponsorer og bidragsydere for at nå dette mål, så flere unge handicappede, med fornyet selvtillid, kan lære at tage vare på sig selv og findes deres plads i samfundet.