Når arbejdet er lønnen i sig selv
Dec 7th, 2009 | By Kasper Nesager-Hansen | Category: PresseomtaleFra bladet, Naturli, august 2004. Af Malene Wonsbek
I januar rejste Pernille Helledie Isaksen til Pattaya for at arbejde på et børnehjem. Hun knoklede seks dage om ugen uden at få en krone, men hun fik så meget andet - en oplevelse for livet!
“Hvis de spørger, om du vil passe Bonchoo, så sig nej. Hun er en stor opgave”. Lød et velmenende råd fra Pernilles veninde, der netop var kommet hjem efter at have arbejdet på Father Brennans børnehjem i Pattaya. Venindens varme anbefalinger af stedet, var den direkte årsag til, at Pernille Helledie Isaksen (21) i januar pakkede rygsækken.
Og Bonchoo - en 25-årig blind, autistisk og hjerneskadet kvinde blev faktisk Pernilles yndlingsprojekt. I dag er Pernille Isaksen tilbage i Danmark. Tusinde erfaringer rigere og med et favntag, der er blevet betydeligt bredere i løbet af de seks måneder, hvor hun arbejdede på børnehjemmet i Thailand.
For tiden leder Pernille efter en dansk “Bonchoo”, der mangler en hjælper. Efter opholdet i Pattaya er hun nemlig blevet i tvivl. Hun har altid villet være journalist - men nu brænder hendes hjerte også for at arbejde med handicappede børn og unge. Det halve års frivillige arbejde var i den grad en øjenåbner, der satte Pernilles eget liv i perspektiv.
En chance til de svageste
I 1970 lagde en fortvivlet thailandsk mor sit nyfødte barn på trappetrinnet hos den amerikansk-katolske præst Father Brennan. Denne handling - dette barn - blev starten på det livsprojekt, som den amerikanske præst blev så berømt for. I dag dækker Father Brennans børnehjem ikke blot over én men flere velfungerende skoler, hjem og værksteder. En platform for ikke alene hittebørn, men også for blinde, døve og børn med andre handicaps. I Thailand rammes især handicappede hårdt af skæbnen. De fleste thailændere er buddhister, og ifølge denne livsfilosofi er et medfødt handicap en straf for handlinger i forrige liv. De handicappede er samfundets absolut laveste klasse og ofte en skamplet for hele familien. Disse stakkels sjæle tog father Brennan sig også af. Når de havde lært at læse, regne og skrive, havde de mulighed for at få arbejde og dermed et eksistensgrundlag.
Det seneste skud på Brennans utrættelige kamp, før han den 16. august 2003 døde - 70 år gammel - var i øvrigt et hjem for de mange gadebørn, der allerede fra en tidlig alder kæmper en barsk kamp for at overleve på gaderne i Bangkoks mylder af prostituerede, alfonser, junkier og narkohandlere. Et liv, hvor de spinkle børnekroppe har en seksuel pris og selvopholdelsesdriften sniffes fra en pose billig lim.
Et besøg hos de 750 børn på Father Brennans børnehjem i Pattaya er et besøg i en verden af koncentreret undervisning, computerbrug på mange niveauer, blindeskrift, tegnsprog, dans og musik, motorlære og tekniske uddannelser af høj klasse. Her får drenge og piger en ekstra chance til livet.
Stor udfordring
Father Brennans skoler drives udelukkende af penge fra private sponsorer, hvoraf England er den største og Danmark næststørste sponsor. Langt de fleste arbejdende på børnehjemmet er thailandske studerende, lærere, pædagoger, og nonner. De arbejder for lidt eller blot symbolsk betaling. Derudover har børnehjemmet en fast stab af 11 unge frivillige fra hele Verden. De får kost og logi, men arbejder ellers imellem tre-seks måneder gratis på børnehjemmene. Således også Pernille Helledie Isaksen fra Brønderslev.
- Det var et utroligt hjertevarmt, velfungerende og velorganiseret sted. Jeg kan godt forstå, at min veninde fortalte med store begejstrede fagter, da hun kom hjem, for det samme gør jeg. At rejse ud i verden. At få lov til at blive “adopteret” i en kultur og et samfund, der er så meget anderledes end vores - og tilmed gøre et stykke reelt arbejde - det er en berigelse, og en erfaring, som jeg vil kunne bruge resten af mit liv, fortæller Pernille hjerteligt.
Hun arbejdede seks dage om ugen. Dagen startede typisk med en times tid på børnehjemmets spædbørnsafdeling, hvor godt 30-40 herlige unger i alderen 0 til tre år har behov for omsorg, kærlighed og leg. En fast stab passer disse børn, men de frivillige er uundværlige legetanter og - onkler!
- Vi har et vagtskema som varierer fra uge til uge, men hver dag starter og slutter stort set altid med et besøg hos de små i babyrummet. Ellers hjælper vi til på alle skoler, hvor vi går til hånde, leger og hjælper. Desuden fik jeg til opgave at undervise i engelsk på handicapskolen, fortæller Pernille, der nok vil fremhæve arbejdet med Bonchoo som det mest grænseoverskridende, men samtidig også mest berigende.
- Bonchoo krævede 24 timers pasning. Vi var to frivillige, der fast skulle komme og besøge hende. 25 år, autist, blind og hjerneskadet - det var selvsagt en stor opgave. I begyndelsen var jeg lidt bange for hende. Hun havde intet sprog - sagde kun lyde. Fysisk var hun ikke større end et barn på 10 år, og mentalt var hun vel på niveau med en etårig, fortæller Pernille, der før hun rejste til Thailand aldrig havde skiftet en ble og aldrig havde arbejdet med handicappede.
Blev klogere på livet
- Jeg blev glædelig overrasket over at finde ud af, at mit omsorgsgén var så stort. Jeg tabte mit hjerte til stedet - men især til Bonchoo. At få kontakt med hende. At få hende til at le og lære, det var virkelig vildt. I arbejdet med hende kunne jeg virkelig fornemme, at jeg gjorde en forskel, og det er en dejlig fornemmelse. En fornemmelse der overhovedet ikke er målbar i penge, understreger Pernille Isaksen.
- Det er vigtigt, at kunne gøre noget for andre uden ydelsen skal gøres op i kroner og ører. Jeg betragter ikke min tid i Thailand som arbejde. Vi knoklede, havde meget ansvar og stor kompetence, men det var en oplevelse mere end et arbejde. Det er en gave at få lov til at indgå i en hverdag og hos en “familie”, hvor livsvilkårene er så meget anderledes. Jeg har fået rykket mange personlige grænser, er blevet klogere på livet og modtaget så mange hjertelige knus.
Jeg har alle dage drømt om at blive journalist, og det er også det, jeg stadig vil, men en kort overgang overvejede jeg på grund af min positive oplevelse at uddanne mig indenfor handicapsektoren, fortæller Pernille der indrømmer, at lige så hårdt det var at vinke farvel til forældre og kæreste dengang hun rejste ud til børnehjemmet - lige så hårdt var det at forlade stedet børnene, Bonchoo, medarbejderne og de andre frivillige.
De lokkede ham i en fælde!
Father Brennan - var det ikke ham den pædofile præst?! En dansk tv-kanal og et par landsdækkende aviser sørgede for at udpensle sensationshistorien om Father Brennan, der for penge skulle have “udlånt” børn fra børnehjemmet til pædofile. En grov påstand, der er blevet undersøgt til bunds og afvist - blot ikke i de danske medier!
Den anklagende omtale fik mange danske sponsorer til at trække sig, hvilket er meget beklageligt, for med Danmark som børnehjemmenes næststørste sponsor (ca. 10 %) er dette et betragteligt tab. I dag står lensgrevinde Irene Wedell af Frijsenborg i spidsen for Den Danske Pattaya Fond af 2003, som fortsat samler ind for at hjælpe børnene på Father Brennans børnehjem.
Sagen kort fortalt:
En engelsk journalist udgav sig ud for at være syg af kræft og døende. Han ville donere18 millioner til børnehjemmet. Han skrev til Father Brennan, at han var homoseksuel og pædofil. Han ønskede at “angre” sin livsstil blandt andet ved at give penge til børnehjemmet. Når han kom til Thailand for at aflevere beløbet, ville han gerne invitere et par børn på en udflugt. Det gav Father Brennan ham lov til. Naturligvis kun, hvis der var tale om en flok børn, i følgeskab med voksne pædagoger fra børnehjemmet, på en højlys dag og til et offentligt sted. Men han kom aldrig, og sidstnævnte betingelser kom ikke med, da “den døende” - altså journalisten - i sladderbladet “The People” skrev, at Father Brennan for store pengegaver lånte børnehjemmets børn ud til pædofile.
Omgående blev sagen undersøgt. Og påstanden afvist. De eneste der i hele verden blev ved med at holde liv i skandalehistorien var de danske medier…







