Handicapskolen

Jun 7th, 2009 | By Kasper Nesager-Hansen | Category: Om Fondens Støtteprojekter

Handicapskolen

I Thailand bliver unge handicappede mennesker ofte afskrevet af deres familie og samfundet, fordi de bliver set som ubetydelige i en socioøkonomisk sammenhæng - de har ikke noget at bidrage med.

Dette syn på handicappede skyldes den thailandske fortolkning af buddhismen, der opfatter handicaps som straf for dårlig karma i et tidligere liv. Dermed bliver handicappede stemplet som andenrangsborgere, som ofte bliver gemt væk i familiens hus eller sat til at udføre kummerligt arbejde.

The Redemptorist Vocational School for the Disabled, eller Handicapskolen, blev grundlagt i 1984, og lige siden grundlæggelsen har skolen bevist, at unge handicappede sagtens kan være et aktiv for familie og samfund – endda mere til.

100% jobgaranti:

Handicapskolen har til hver en tid omkring 300 studerende, som studerer computerprogrammering, grafisk design, elektronik og erhvervsøkonomi - samtidig med de lærer engelsk. Alle, der har dimitteret fra Handicapskolen får fast arbejde, når de er færdige med deres uddannelse - mange arbejder i prestigefyldte thai og multinationale virksomheder, men der er også nogle, som har startet eget firma. Med udsigten til et permanent professionelt job, noget ingen af dem havde troet var muligt, knokler de studerende hårdt – de har noget at skulle bevise overfor dem selv og omverdenen. Kvaliteten af uddannelsen og jobgarantien er to af grundene til, at FN anser Handicapskolen for at være blandt de bedste i Asien.

Skolen, der ændrede et samfundssyn:

Fordi de handicappede, med uddannelsesdiplomet i hånden, har fået et fornyet syn på deres tilværelse, er de eftertragtet arbejdskraft. Handicapskolen har en lang historie af dygtige og flittige dimittender, som erhvervslivet er glade for, hvilket gennem de sidste årtier har rygtes overalt i erhvervslivet. Det thailandske erhvervsliv oplever unge mennesker, der arbejder hårdere og mere effektivt end ’normale’ medarbejdere. Samtidig høster Handicapskolens lærer og elever stor hæder og ære gennem forskellige sportsbegivenheder hjemme og i udlandet. Dette er med til at gøre, at det thailandske folk er begyndt at se på handicappede med mildere øjne. Gennem deres eksempler ændrer handicappede samfundets syn på dem.

Tid til at lege:

Mens det akademiske arbejde har højeste prioritet, skal der også være tid til leg - de studerende samt personalet er også mestre på dette område. Ved de Olympiske lege i Sydney i 2000 satte en af lærerne fra Handicapskolen en ny verdensrekord i 200 meter kørestols løb - det blev i til to guldmedaljer og en sølvmedalje i alt ved Legene. Ved OL i Athen 2004 bragte Suppachai Koysub, der også er lærer på skolen, tre guldmedaljer tilbage til sit hjemland. Og ved Legene i Beijing 2008 kom Suppachai hjem med to sølvmedaljer og én bronze. På grund af sine mange flotte resultater i kørestolsrace er Suppachai Koysub blevet en nationalhelt. Det er blandt andet på grund af forbilleder som denne lærer, at Thailand er begyndt at ændre syn på handicappede.

Efterspørgslen er stigende:

På grund af den gode uddannelse og efterfølgende jobmuligheder, oplever Handicapskolen en stigende efterspørgsel på uddannelsespladser. Siden 2004 har Father Ray Foundation udvidet antallet af pladser for at imødekomme efterspørgslen – og der er planer om at hjælpe endnu flere handicappede. Af denne grund er Handicapskolen stærkt afhængig af støtte fra sponsorer og bidragsydere for at nå dette mål, så flere unge handicappede, med fornyet selvtillid, kan lære at tage vare på sig selv og findes deres plads i samfundet.

Leave Comment