Fr. Raymond Brennan
Jun 7th, 2009 | By Kasper Nesager-Hansen | Category: Om Fondens StøtteprojekterFather Raymond Brennan er manden, der startede det hele. Uden Fr. Brennan ville Børnehjemmet i Pattaya og Father Ray Foundation ikke eksistere i dag.
Han var en katolsk præst på en mission, men missionen gik ikke helt som forventet. Som Fr. Brennan altid sagde; ‘Gud havde andre planer for mig.’
Fr. Brennan, eller Fr. Ray blandt venner, blev født ind i en rettroende irsk katolsk familie i Depressionens år. Han voksede op i et af Chicagos hårde miljøer i delstaten Illinios. Da han besluttede at vie sit liv til Gud, valgte han at melde sig som missionær for Redemptoristerne - en gren af den katolske orden.
Hans første mission var i Thailand, hvor han regnede med at være i godt to år. Dog ville det vise sig, at han skulle tilbringe ti år i det nordlige Thailand, mens Vietnam krigen var på sit højeste. Her prædikede Fr. Ray i adskillige sogne og for de amerikanske tropper, som var udstationeret ved grænsen til Laos og Vietnam.
Sendt til Pattaya som en ‘midlertidig’ sognepræst, blev Fr. Ray hurtigt involveret i flygtningehjælp, mens han også varetog sine pligter i sognet. Det skete dog en dag, at den unge præst opdagede et efterladt spædbarn på sin dørtærskel - et barn, Fr. Ray ikke kunne afvise. Der skulle ikke gå lang tid, før det rygtes i Pattaya, at der var en præst, som tog sig af uønskede babyer. Dem var der nok af, fordi de amerikanske kamptropper ofte besøgte Pattayas smukke sandstrande, når de havde orlov fra Vietnamkrigen. Og besøgene udviklede sig ofte til bekendtskaber med de lokale piger i det, der dengang var en fiskerlandsby.
Fr. Brennan var jo katolsk præst, så han gjorde, hvad han kunne for at forsørge disse efterladte børn - og et børnehjem var skabt.
Som tiden gik ekspanderede Børnehjemmet i Pattaya med skoler for døve, blinde og unge handikappede - efterfølgende kom gadebørns projektet i 1990′erne. Ydermere findes der i dag en arbejdsformidling, som med stor succes finder arbejde til unge handicappede.
Alle individer behandles med respekt, hvilket er kendetegnet for alle Fr. Brennans projekter - ‘de er alle Guds børn’ sagde han. Selv om han var katolsk præst og missionær, forsøgte Fr. Ray ikke at omvende børnene, som han forsørgede, dog foretrak han selv at følge en kristen levevej.
Han var en meget stærk tilhænger af, at hvert barn skulle gå i skole, og hvert barn skulle modtage den bedste form for uddannelse, som muligt, så de var i stand til at klare sig selv, når de blev voksne. Dette er det fællestræk, der holder alle projekterne sammen - uddannelse med henblik på fremtiden.
I begyndelsen af Børnehjemmets historie var den primære indtægtskilde Fr. Brennans søster og hendes familie i USA. De løbende indtægter voksede fra et lille vandløb til en å, og derfra, med støtte fra udlandet, blev de løbende indtægter faste og hyppige, hvilket gjorde, at Fr. Ray, og hans voksende team af medarbejdere, kunne planlægge fremtiden med dertilhørende budgetter.
At være præst var Fr. Brennans liv, og han plejede at sige ‘mit arbejde er min bøn’. Det var lørdag den 16. august 2003, at Fr. Ray døde i en alder af 70 år - han savnes stadig af venner og kollegaer. Hans arbejde fortsætter under The Father Ray Foundation og Børnehjemmet i Pattaya, hvis arbejde med børn og handicappede har rørt folks hjerter verden over, og det har sat standarder for omsorg, hvilket anerkendes over hele Thailand, Sydøstasien og Europa.
Til trods for at have grundlagt en internationalt anerkendt hjælpeorganisation, hvor tusindvis af børn, unge og statsløse ældre havde fået hjælp til en bedre tilværelse, forblev Fr. Ray en meget beskeden mand. Spurgte man Fr. Ray, om han var stolt af sit livsværk, var han hurtig til at fremhæve alle sine medarbejdere, som han mente var nøglen til det succesfulde hjælpearbejde.
Fr. Brennan plejede at sige, at børnene på hans børnehjem ikke var uden familie; de havde flere hundrede brødre og søstre, som passede på hinanden.







